Gode råd til salg af din bil

Ønsker du at sælge din bil til en forhandler eller en privatperson?

Skal du købe en ny bil, så har du måske en anden bil, du gerne vil sælge først. I denne artikel får du gode råd til, hvordan du bedst muligt sælger din bil videre. 

Du kan vælge at sælge til en forhandler eller videre til en privatperson. Køber du din nye bil via en forhandler, kan du muligvis lave en god aftale, hvor du sælger din brugte bil til forhandleren og trækker det fra prisen til din nye bil. 

Sælg din bil til en forhandler 

Vælger du at sælge din bil til en forhandler, skal du ikke bekymre dig om slutseddel osv. Dette sørger forhandleren for, samt vurderer prisen på din byttebil, og kommer herefter med et tilbud til dig. Du kan således slå den gamle bils værdi af prisen på din nye bil.

Sælg din bil privat 

Du kan vælge at sælge din bil til en anden privatperson. Her skal du dog huske, at bilen skal omregistreres til den nye ejer. 

Ønsker køberen en prøvetur i bilen, vil et godt råd være aldrig at lade en potentiel køber prøvekøre bilen uden dig. Giver du nøglerne frivilligt til personen, og personen så stjæler din bil, er du ikke dækket af forsikringen. Du skal derfor generelt være klar over, at du ikke har en forsikringsdækning ved prøveture, som man normalt ville have det hos en forhandler. Tjek også, at den potentielle nye ejer har et gyldigt kørekort, inden han eller hun sætter sig ind i bilen. Det er vigtigt at få lavet en slutseddel for aftalen. Slutsedlen er dokumentation for handlen og for at begge parter er informeret om, hvordan eventuelle problemer med bilen skal løses. 

Når du sælger din bil privat, er det en god idé at skrive i slutsedlen, at bilen sælges som prøvet og beset uden reklamationsret, da handlen mellem privatpersoner kun undgår at være underlagt købelovens reklamationsret, hvis der er informeret herom. 

Inden du sender bilen af sted, skal du sikre dig, at købesummen er overført til dig eller registreret på din konto. Gem altid slutsedlen - da den er dokumentation for dit salg af bilen. 

Hvad er min bil værd?

Inden du sælger din bil, er det godt at have en idé om, hvad den egentlig er værd. Det skal du have for at kunne prissætte din bil i en evt. privathandel, eller for at vide om den forhandler du vil samarbejde med omkring salget, giver en realistisk pris for din bil. Start derfor med at undersøge bilpriserne. Her skal du selvfølgelig kigge efter samme model, årgang osv. som din bil for at kunne lave den mest realistiske sammenligning. Visse hjemmesider tilbyder også en bilvurdering af din bil - fx på bilenbasen.dk eller bilpriser.dk.

Sæt din bil til salg online 

Der findes mange hjemmesider, hvor du kan sætte din bil til salg online. Det kan både være bilbasen.dk, dba.dk, bilhandel.dk, biltorvet.dk og mange flere. Hvilken hjemmeside der er bedst, er svært at sige. Det kan være en idé at se efter, hvor mange biler der generelt er til salg og måske bruge det som indikation for, hvilken side der er mest populær. Sælger du din bil privat via en hjemmeside, så skal du stadig være opmærksom på ovenstående punkter vedr. privat bilhandel, da hjemmesiden ikke har noget juridisk ansvar ift. salget. 

Lån til en ny bil nemt og enkelt

Relaterede artikler